Naturforsamlingshus - Til virksomheder top

Teamvandring & Teambuilding – 1 døgn

Vi mødes kl. 10 og skilles igen dagen efter kl. 10. I ét døgn, skal vi være sammen i Nationalpark Mols Bjerge. Vi byder på natur, fællesskab, vandring, oplevelser, øvelser, god lokal mad og drikke, samt et afsluttende håndslag på det størst mulige udbytte med mindst mulig indsats. Kald det bare teambuilding, men på en mindre konstrueret måde. For man bliver altså ikke bedre til at samarbejde i en virksomhed ved at gå 5 mand i takt på træski eller kaste med økse!

Til forskel for ”Teamvandring & Teambuilding 1 hel dag”, byder programmet på 3 vandringer. En kort med fokus på oplæg, natur og perspektiv. En længere med fokus på fordybelse. En kort morgenvandring på dag 2. Og så skal I samarbejde om at lave mad i grupper om aftenen.

Vi taler naturligvis sammen på forhånd, om I har helt særlige udfordringer, ønsker eller interesser for dagen. En typisk dag, kan se sådan ud:

  • Gi’ hånd og spis brød til. Fælles morgenmad og oplæg om adfærd.
  • ”Er du sulten”. Oplæg om, og træning i, den gode samtale.
  • Natursafari i grupper. Oplev og lær’ med naturen som inspirator.
  • Kulturvandring. Kort vandring med fokus på naturen som kulturfortælling (ca. 5 km.).
  • Frokost i naturen.
  • Vi gør som dyrene: slår mave i naturen.
  • Vandretur i Mols Bjerge. Ca. 2 timer med relevante stop og fokus på naturen i os.
  • Naturpause.
  • Samarbejde i grupper. Alle skal bidrage til bålgourmet. Aftensmad.
  • Aftenhygge med mulighed for bålsamtaler.
  • Morgenvandring (ca. 3 km.).
  • Naturbrunch.
  • Håndslag på det, I tar’ med hjem og går videre med.

Hvorfor jeres virksomhed

Fordi I som virksomhed ikke blot anskuer jeres ansatte som ressourcer, men også som blomster der skal have næring og lys. Fordi I ved, at pauser fra arbejdsdagen i smukke og frugtbare omgivelser stimulerer ro, humør, overskud og fællesskab. Fordi I synes, det er fedt at bruge en hel dag sammen og samtidig bliver pirret lidt med små, elegante værktøjer, I kan tage med hjem i virksomheden og bruge dagen efter.

Praktisk

Vi er i Nationalpark Mols Bjerge. Her vil I, udover den fantastiske nature, blive præsenteret for lokale produkter og specialiteter udviklet eller fremstillet i og omkring Mols.
Nøjagtig sted og område, afhænger af jeres ønsker og behov i spændingsfeltet mellem ”dogme” og komfort.

Pris

Prisen afhænger af vores aftale ift. omfang, indhold, forplejning og antal deltagere.